Fortellingen er fra lærer Isenes bok - " Skisser og fortellinger ". Isenes var lærer i Tune fra 1898 - 1904.
Publisert i TuneRuner 36, mai 1998.
Ved en liden kirke i en af de til Fredriksstad grænsende bygder staar lidt tilside for den egentlige kirkegaard en mosgroet, grovhuggen granitobelisk, med et lidet malmkors paa toppen. Paa den ene side staar
1814.
Intet mere. Intet navn. Ingen oplysning.
Bare det snaue aarstal paa graven. Ja, for det er en stor firkantet gravhøi stenen staar paa.
Og dog taler den gamle granitblok med sin korte indskrift sit sterke sprog.
Den taler om blod og brand i gamle dage. Den maner frem for os syner fra vore bedsteforældres tid, - af medtagne, sultne, daarligt klædte soldater; slitne, men modige og fulde af fædrelandssind. Den taler om kanontorden og skytterlinier og knitrende ild fra flintbøsserne. Den staar der som et vidnesbyrd om folkenes magtsyge og mænds heltemod.
Kort sagt: Stenen minder os om krigen i 1814. For graven gjemmer støvet af en svensk officer og 2 svenske soldater, som faldt her.
Officerens navn var Kleining. Han var kaptein af rang, en ung, vakker og ædel mand, fortælles det.
At han var ædel, fik han anledning til at vise ogsaa i Norge. Og at han var ung og vakker, var der ialfald én i Norge, som satte pris paa.
Men lad mig ikke foregribe noget i min lille historie.
Kilde og opphavsrett: onsoske-compagni.no/
Svenskerne var paa sin marsch gjennem Smaalenene naaet saa langt som til Glommen.
Vor kaptein, der hørte til fortroppen, havde indkvarteret sig hos en embedsmand. Han opførte sig i alle dele som en gentleman; men han var dog en "fiende", og den gode norske patriot behandlede ham da ogsaa derefter, om han end ikke var blind for den unge mands noble karakter.
Værre var det for husets datter, jomfru Petra. Det var vistnok egentlig hendes skyld, at kapteinen slog sig ned paa embedsgaarden.
En dag var hun nemlig ude og spadserede med sin 4-5 aar gamle bror langs elven, just som kaptein Kleining kom farende paa rekognosering. Hun blev dødelig forskrækket, for hun havde ikke seet svenske soldater før og forestilte sig dem vel nærmest som røvere.
I forfjamselsen slap hun den lille. Denne tabte med det samme fodfæstet og gled udfor bakken og ud i elven, som der flyder bred og strid.
Hendes hjerteskjærende skrig gjorde ogsaa kapteinen opmerksom paa den ulykke, som holdt paa at ske. Han spang til.
" Var inte räd, jungfru, jag skall…..".
Og dermed var han hoppet i elven som han gik og stod.
Det lykkedes ham ogsaa virkelig at faa tag i den lille gut og redde ham iland. Dryppende vaad stod han for hende med gutten i armene. Det var deres første møde. Og det var fra den tid han indkvarterede sig paa embedsgaarden
Hvordan det siden var eller ikke var, ved ikke jeg. Nok er det: I en træfning mellem de norske og svenske forposter faldt kapteinen.
I hans brystlomme fandt man følgende brev færdigt til afsendelse :
"Min adla ock kära flicka, jungfru Petra!
Ack hur jag minnas henne ! Hon er altid i mit sinne. Jag glömmer henne fast aldrig. Tack för de ljusa dagar, jag fick vara i Ert hem ! Jag hoppas, att när ödet näste gång låter våra vägar mötas, skola vi icke behöfva betrakta hinannan som fiender. Den dag, då frid slutas mellan länderna på de olika sider Kjöln, skall vara mig en gladjans dag, ock jag behöfver icke uprepa för Er, hvarhen mina tankar då vil svafva, och i hvars ort jag då vil dröia.
Kriget med Ert land er mig nu det skrakligaste jag vet. Det fororsaker mig ock et dagligt krig med mig sjelv - et krig mellan hjärta ock plikt.
Min hjärtligaste helsning til Er, jungfru Petra. Hels ock den unga gossan ock Er utmarkta hr. fader från mig. Jag hoppas nasta gång sjelf bringa min helsning fram.
Er ringa vän Gustaf Kleining ".
Brevet blev afsendt med en paategning af regimentschefen om kapteinens død og om, at han var blet begraven i det land , hvor hans " kära flicka " havde sit hjem.